Drillesyg forventning

Får øjenkontakt med hans isblå øjne på skærmen. Hans smil er drillende kækt og jeg kigger hurtigt beskederne igennem igen. Vil ikke forveksle mænd ligesom sidst. Gad vide om han er til piercinger? Jeg skænder på mig selv og husker på, at jeg bare skal være mig. Sætter ringen i næsen og lægger den sidste make-up.

De hullede yndlingsjeans flækkede bagpå under en tidligere date, så de er lagt til hvile på en rasteplads et sted i Danmark. Jeg holder stiletterne frem for mig, men kommer hurtigt i tanke om hælen, som sidder løst. Griner for mig selv, da jeg kommer i tanke om den stakkels mand, som ufrivilligt måtte gribe mig, da den sidste gang løsnede sig. Kaster de høje hæle tilbage i skabet og med den afklaring også tvivlen om at tage en kjole på.

Finder et par jeans, der sidder godt over røven og krænger mig i dem. Julen har sat sit præg på figuren, tænker jeg, da jeg forpustet lukker knappen efter utallige forsøg.

Studerer mig selv i spejlet. Jeg tror, jeg sætter håret op. Kommer i tanke om en kommentar, om at snerpede piger har løst hår og flår trodsigt elastikken ud igen. Det vil jeg gerne modbevise, tænker jeg med et sleskt smil.

Et sidste blik i spejlet, et tilfreds nik og så afsted.

Jeg skulle alligevel have taget vinterjakken på - den store, grimme én, som dog er ufattelig varm. Jeg har i stedet valgt at rende rundt i en forårsjakke for at gøre indtryk. Det er egentlig også åndssvagt, at man skal gøre så meget ud af sig selv. Hvis han er værd at holde fast i, så kommer han alligevel til at se både appelsinhuden og de efterhånden enorme rander under øjnene, som jeg i dagens anledning sirligt har forsøgt at dække. I virkeligheden burde man date i nattøj, med morgenhår og uden make-up. Så bliver det ligesom ikke værre end det. 

Jeg griner højlydt af min egen morsomhed, da jeg får øje på de isblå øjne, der kigger direkte på mig. Et sug i maven og jeg slår begejstret blikket ned. Skynder mig at putte næseringen i lommen, inden jeg går over og giver ham et kram.

Tanker fra et tog

Får øjenkontakt med ham

Hans blik er meget intenst

og jeg forsøger at aflæse hans intentioner.

Jeg slår blikket væk,

er ikke i humør til flirt.

En anden dag havde jeg smilet kækt tilbage,

drillet ham med min skiftende opmærksomhed.

I dag fordyber jeg mig i stedet i min notesblok,

mens en sang fra radioen spiller svagt i mine høretelefoner.

Har ikke lagt mærke til hvilken sang,

men den generer mit humør.

Ser hans interesse ud af øjenkrogen.

Irriterer mig over hans vedholdenhed.

Jeg går en god tid i møde,

deres farvel var rørende.

Tilfreds med min beslutning,

men som jeg sidder her i toget mod Holbæk

alene med mine tanker,

kan jeg ikke få smilet frem.

Glæder mig til fremtiden.

Kigger op og indser at han er gået.

Jeg smiler og står af

et stop for sent.

At finde sit nye jeg

Mit nye nabolag har taget blandet i mod mig,

men den velkendte uvished byder mig troligt velkommen.

Jeg begynder så småt at kunne fornemme mig selv igen

og mit smil er blevet bredere i takt med kulden udenfor.

Det sidste år har sat sine spor og intet er, som jeg forlod det.

Vinglasset finder vej til mine læber,

jeg nyder forventningen om en kommende beruselse.

Jeg håber ikke, at skumringspoeten nogensinde forlader mig,

hun er den eneste, jeg stoler på.

Som en sensitiv kriger rejser jeg mig igen.

For hver gang gløder lidenskaben en smule mere

og kamplysten vækkes.

Selvstændig samvittighed

Jeg stjal håbet i dine øjne,

det gløder nu i mine hænder.

Du var aldrig mere end underholdende tidsfordriv.

Jeg er oprigtig ked af,

at du blev fanget i mit spind af uforbeholden selvstændighed.

Jeg har altid været en smule socialbesværlig,

men jeg advarede dig dog.

Min ironiske distance var ikke en rolle jeg påtog mig

for at fremstå mere interessant.

Hvordan skulle jeg vide

At det netop var det, du længtes efter?

Jeg kigger stadig op mod din lejlighed

når jeg er i din del af byen.

Håber at jeg støder ind i dig en dag,

og du da vil sende mig et af dine hjertevarme smil

Forsikre mig om, at jeg ikke er lige så hæslig

som jeg føler mig.

Farveblind og fornyet

Han spørger ikke til min fortid,

og en indestængt lettelse forlader mine lunger.

Det er måske den pause, jeg har brug for.

Slipper for at identificere mig med den, jeg engang var

og som jeg på mange måder stadig leder efter.

Vi sidder på en bodega i nærheden af mit gamle liv.

På trods af en frygt for et rende ind i gammel historie,

får han mig til at sænke paraderne

og glemme den verden, jeg normalt er så god til

at tage stilling til.

En smule salonberuset får jeg øjenkontakt med ham.

Med sin jyske dialekt

tryllebinder han mig

med fortællinger

jeg ikke før har hørt.

Jeg bemærker først nu hans barylergrønne øjne

og interessen for hans væsen stiger

ligesom røgen i lokalet.

Trygheden ved hans nærvær forundrer mig.

Jeg skal ikke gøre mig umage

for at virke interessant

og jeg har måtte sande, at min kækhed er spildt på ham.

Da han spørger, om vi skal slutte aftenen hos mig

er mine lyster for længst vakt

og et veltilfreds smil breder sig på mine læber.

Da han dagen efter forsvinder ud ad døren,

trækker jeg mageligt dynen op om min nøgne krop.

Han er et dejligt voksent afbræk i en verden af ansvar.

Min evindelige samvittighed

Jeg kan ikke falde til ro

Skyggerne i min lejlighed danser rundt

og blotter deres tænder

De kommer faretruende tæt på

og jeg tænder lyset

De overfalder mig

når jeg sænker paraderne.

Jeg har brug for at bygge mit skjold op igen

Det krakelerer hver gang

minderne trænger sig på

For mit indre blik tegner sig en skæv cirkel,

indersiden plastret til med livsstilsmagasiner

for at dække sprækkerne.

Sociale tømmermænd er de sværeste

at komme sig over

Jeg rejser mig og åbner vinduet

Håbet om at den friske natteluft

kan jage samvittigheden væk

forsvinder i det sekund

natten rammer mit ansigt

Han har forsøgt sig som champagnesocialist

Men som alt andet i hans liv

fejlede det.

Opfordringen til at tilgive ham

får mit sind til at ulme.

Angsten sidder stadig lige under min hud

Jeg stirrede djævelen lige i øjnene

og hun blinkede først.

Jeg er udmattet efter kampen

og synker stille sammen i min seng igen.

Jeg minder mig selv om

at de største personligheder har mange ar

og håber på jeg snart er ved at nå min kvote

af naturlige tatoveringer.

Mødet med en gammel fantasi

Jeg besluttede at opsøge dig.
Endnu en velovervejet irrationel beslutning fra min side.

Dit svar lader vente på sig
Jeg ved godt den tid for længst er forbi.
Portrætterne på mine negle virker pludselig så snaksalige.
Jeg bestemmer mig for at fordrive tiden med en gammel bekendt.

Jeg slentrer langs søerne og smiler betaget af
din lydløse afvisning.

Når jeg ikke er opmærksom tager tankerne mig med
tilbage til en tid hvor jeg kunne være mig selv
og være glad samtidig.

Selv i min forestilling er gensynet mærkbart forandret
din lejlighed dufter anderledes end jeg husker
og din øjenfarve er forandret.
Jeg følges lidt med englen gennem stuen
og beslutter mig for at vende hjem igen.

Den mand jeg har skrevet mest om,
er ikke ham, jeg har kendt længst.
Faktisk var du et ganske kort bekendtskab.
Jeg har kun elsket én mand og det var ikke dig,
selvom jeg tror, du ønskede det.

Du var mit snevejr i juni
Det friske pust, der holdt mig vågen
En saxofonsolo der begejstrede
og som jeg i en periode hørte på repeat

Jeg ved ikke, hvad du betød for mig,
men jeg tror du var min engang.

Det her er min undskyldning og min tilgivelse.

Frigørelsen fra sig selv

Hans sagte snorken trækker mig forsigtigt ud af drømmenes trygge favn. Hans ansigt ligger på gulvet ved siden af og smiler til mig.
Går ud på badeværelset for at skylle naiviteten af mig. Er lige ved at blive genkendt i spejlet, men når at dukke mig. Heldigvis.

Jeg sætter mig i køkkenet, tænder en cigaret og drikker resterne af hans vin.
Jeg var gravid engang, men var ikke klar. Lysten kom aldrig tilbage.
Det var alligevel nok mest for mindernes skyld.

Vinduet står på klem og den sagte brise, blæser mine forsøg på at flygte tilbage.
Kigger over mod døren og ænser ikke tåren, der triller ned af min kind.
Jeg savner ensomheden, men lader som om for hans skyld.

Jeg har tabt min maske og kan ikke længere få luft.
Da jeg tager min jakke i entreen, kaster jeg et sidste blik på den tosomhed, jeg så omhyggeligt har viklet mig selv ind i.

Visheden tager pusten fra mig og jeg synker sammen i det sekund, jeg træder ud i natten.
Landskabet i Københavns asfalt smyger sig om mig, og jeg er ikke længere alene.
Det kræver al min styrke at genvinde fodfæstet.

Jeg genkender de to triste skæbner, som ved et tilfælde mødes i metroen.
Jeg er stadig den lille, ubetydelige kommentar, der hægter sig fast i mundvigen.
Forsøget på at være fair er ligegyldigt, for han hader mig alligevel.
Jeg ånder lettet op og smiler forsigtigt for første gang i lang tid.