tirsdag den 7. februar 2017

Mit trygge skalkeskjul

Københavns singlepige er blevet gift
Det rammer virkelig hårdt, når det går op for en
At ens tidligere liv er forbi
Det er ikke en dårlig følelse, men dog meget intens
Dette digt burde være skrevet for længe siden
Dengang kontoen altid var i minus
Og man regnede baglæns
For at finde ud af hvor mange penge man havde
Før kassekreditten var trukket til maks.
Dengang frygten for at være to stadig eksisterede.
Dengang digtene kunne være sande
De digte som giver sig ud for at være hudløst ærlige
Men som i bund og grund var et skalkeskjul
Som så meget andet på det tidspunkt.
Trangen til at skille sig ud er stadig limet til min skygge
Og jeg knuger mig til den
Som var den en sidste påmindelse om den jeg var

Jeg fjerner mit påklistrede smil og kravler ind til den mand
Som kender pigen bag digtene

tirsdag den 2. februar 2016

Frygten for at finde sig selv


Skriverierne kommer ikke til mig så ofte som før,

min muse er sporløst forsvundet

tegninger bliver ikke til mere end et blankt stykke papir.



Om tilgivelse og mangel på jalousi,

om et nyt liv uden tid til det man begærer.

Erkendelsen af at livet kun er arbejde og fritid.

Alt det jeg frygtede og som jeg nu elsker.



At se en man engang kendte

blive både tryg og skræmt over deres nye tilværelse.

At ønske at være alle steder, mens man forsvinder.


At kigge på manden ved siden af sig og fyldes med en god frygt.

At vide hvor man hører til

kan være virkelig skræmmende. 

fredag den 29. januar 2016

Iagttagelsens ansigt

Jeg kigger ud af det snavsede vindue
og forstyrres af en fugls kvidren.
Træet svajer majestætisk i vinden,
stråler af selvtillid.
De virker så lykkelige
træet og hende.
De danser sensuelt i skæret fra månen.
Det er deprimerende at være vidne til.


Da hun forlader ham
falder bladene langsomt til jorden.
Uvejret efterlader ham sårbar
og rødderne giver hurtigt op.
Han ramler, men i stilhed
og jeg ånder tynget op.


Han ænser ikke verden,
men lader sig modvilligt drive mod strømmen.
Magtesløs og uden formål,
er hans tidligere stolthed overmandet i mørket.
Eksistensen af hans territorium er forsvundet
og hans eneste instinkt er overlevelse.
Jeg iagttager utålmodigt,
mens røgens usmagelige sødme svier i mine øjne.


En blid berøring
river mig ud af mine hjemsøgte minder.
Jeg vender mig om,
og hans kække smil
får mig til at fortrænge.
Han hiver mig forsigtigt ind til sig,
og jeg skimter fuglen på den anden side af ruden.


Da han kysser min hals,
beslutter jeg mig endelig.
Med et smil på læberne,
lukker jeg månen ude.
Jeg lader træpersiennerne skjule minderne i nat.

mandag den 25. maj 2015

Ord fra uretfærdigheden

Jeg ved han lægger verden væk for en stund
For ikke også at miste sig selv
Virkeligheden skræmmer
selv i dagslys

Den smittende latter og lyset i hans øjne
Gør ham til en mand de fleste tror de kender
Nogle få udvalgte har fået et glimt
af hans sjæl

Han elsker at sidde alene
drømme og fantasere
Spille sig væk i en sang
Han altid har kendt

Lyden fra hans guitar kan stadig skimtes i afkrogene
Dem vi ikke længere må tale om
Tomheden sniger sig langs væggen
bange for at melde sin ankomst

Mere end nogensinde før
leder han efter sin melodi
Os der blev tilbage
leder efter en grund til at blive

Han har lært mig, at man først bliver lykkelig
Når man mister sig selv
Han gør op med højtideligheden
griber efter sin rygsæk

Jeg tænker tit på ham
På stunderne med Tom Waits
Jeg ved han på et tidspunkt vil finde
sin egen form for paradis

mandag den 11. maj 2015

En ægte facade

Den forræderiske skygge
Den som hele tiden ligger på lur i baggrunden
og som ikke tøver med at angribe

Den man ikke ænser, men som ser sit snit,
når man nyder livet og det uforpligtende

Skyggen man stoler på, men af forkerte årsager
Natten som før har fungeret som en sjæleven og muse
viser sig nu fra sin værste side

Hun gør alt det uforudsigelige velkendt
og gerne med et slesk smil om munden

Hun udfordrer min tålmodighed
og indleder en diskussion mellem min forbandelse og min forløsning
kun for underholdningens skyld

Skruplerne har hun smidt ud
med cigaretskod og halvtomme rødvinsglas

Hun bruger al sin charme på at forføre ham
Ind i mellem kan jeg fastholde hans blik længe nok
til hun opgiver sin leg med hans følelser
men for det meste spiller hun spillet bedre end jeg

Lige nu venter jeg på den nat
hvor mørket snubler

søndag den 30. november 2014

Min lyssky inspiration

Jeg har ofte ledt efter hende
Aldrig særlig ihærdigt
Hun påstår jeg var ligeglad.

Det har jeg aldrig været.
Jeg har blot været uinteresseret.

Hun er skuffet over mig
Som så mange andre for tiden

Når jeg nu byder hende op til dans
Er hendes svar
At hun hellere vil lade stolens kolde ryg
Kærtegne hendes hud
Fremfor mine varme hænder.

Hun kalder mig en hykler
Hun af alle ved
At jeg søger det uanstændige
I en synonymordbog

Jeg fnyser og beder hende skride
Havde aldrig troet hun ville gøre det

Jeg kigger efter hende
Forsøger at følge hendes fodspor
Jeg kan svagt ane dem i et erotisk maleri

Uden kulde har jeg ingen bitterhed
Ingen inspiration
Og intet savn.

Hvis du kunne høre mig nu
Ville jeg bede dig lukke ørene.

Nu kan du se hvad der sker
Når du ikke er her
Kom og hjælp mig tilbage.
Uden dig er jeg jo bare mig.

mandag den 3. juni 2013

Min taknemmelige udvej

Virkeligheden er bare tanker
indtil jeg kigger op 
får øje på hans skjorte
hensmidt på stolen

Det er så nemt at gemme sig bag en blyant

En stille sang bryder tavsheden
cigaretten er for længst brændt ud
mine følelser går i takt med sekundviseren

Tænker tilbage
nætter på køkkengulvet med stearinlys og rødvin
tæpper i parken og regn i håret

Jeg er blot en forvirret sjæl
med insisterende følelser
og et sårbart indre

Når først nomaden slentrer
ved man verden har forandret sig
- i hvert fald for mig