mandag den 26. februar 2018

Min evindelige samvittighed


Jeg kan ikke falde til ro
Skyggerne i min lejlighed danser rundt
og blotter deres tænder
De kommer faretruende tæt på
og jeg tænder lyset

De overfalder mig
når jeg sænker paraderne.
Jeg har brug for at bygge mit skjold op igen
Det krakelerer hver gang
minderne trænger sig på

For mit indre blik tegner sig en skæv cirkel,
indersiden plastret til med livsstilsmagasiner
for at dække sprækkerne.
Sociale tømmermænd er de sværeste
at komme sig over

Jeg rejser mig og åbner vinduet
Håbet om at den friske natteluft
kan jage samvittigheden væk
forsvinder i det sekund
natten rammer mit ansigt

Han har forsøgt sig som champagnesocialist
Men som alt andet i hans liv
fejlede det.
Opfordringen til at tilgive ham
får mit sind til at ulme.

Angsten sidder stadig lige under min hud
Jeg stirrede djævelen lige i øjnene
og hun blinkede først.
Jeg er udmattet efter kampen
og synker stille sammen i min seng igen.

Jeg minder mig selv om
at de største personligheder har mange ar
og håber på jeg snart er ved at nå min kvote
af naturlige tatoveringer.

lørdag den 24. februar 2018

Mødet med en gammel fantasi


Jeg besluttede at opsøge dig.
Endnu en velovervejet irrationel beslutning fra min side.

Dit svar lader vente på sig
Jeg ved godt den tid for længst er forbi.
Portrætterne på mine negle virker pludselig så snaksalige.
Jeg bestemmer mig for at fordrive tiden med en gammel bekendt.

Jeg slentrer langs søerne og smiler betaget af
din lydløse afvisning.

Når jeg ikke er opmærksom tager tankerne mig med
tilbage til en tid hvor jeg kunne være mig selv
og være glad samtidig.

Selv i min forestilling er gensynet mærkbart forandret
din lejlighed dufter anderledes end jeg husker
og din øjenfarve er forandret.
Jeg følges lidt med englen gennem stuen
og beslutter mig for at vende hjem igen.

Den mand jeg har skrevet mest om,
er ikke ham, jeg har kendt længst.
Faktisk var du et ganske kort bekendtskab.
Jeg har kun elsket én mand og det var ikke dig,
selvom jeg tror, du ønskede det.

Du var mit snevejr i juni
Det friske pust, der holdt mig vågen
En saxofonsolo der begejstrede
og som jeg i en periode hørte på repeat

Jeg ved ikke, hvad du betød for mig,
men jeg tror du var min engang.

Det her er min undskyldning og min tilgivelse.


lørdag den 20. januar 2018

Frigørelsen fra sig selv

Hans sagte snorken trækker mig forsigtigt ud af drømmenes trygge favn. Hans ansigt ligger på gulvet ved siden af og smiler til mig.
Går ud på badeværelset for at skylle naiviteten af mig. Er lige ved at blive genkendt i spejlet, men når at dukke mig. Heldigvis.

Jeg sætter mig i køkkenet, tænder en cigaret og drikker resterne af hans vin.
Jeg var gravid engang, men var ikke klar. Lysten kom aldrig tilbage.
Det var alligevel nok mest for mindernes skyld.

Vinduet står på klem og den sagte brise, blæser mine forsøg på at flygte tilbage.
Kigger over mod døren og ænser ikke tåren, der triller ned af min kind.
Jeg savner ensomheden, men lader som om for hans skyld.

Jeg har tabt min maske og kan ikke længere få luft.
Da jeg tager min jakke i entreen, kaster jeg et sidste blik på den tosomhed, jeg så omhyggeligt har viklet mig selv ind i.

Visheden tager pusten fra mig og jeg synker sammen i det sekund, jeg træder ud i natten.
Landskabet i Københavns asfalt smyger sig om mig, og jeg er ikke længere alene.
Det kræver al min styrke at genvinde fodfæstet.

Jeg genkender de to triste skæbner, som ved et tilfælde mødes i metroen.
Jeg er stadig den lille, ubetydelige kommentar, der hægter sig fast i mundvigen.
Forsøget på at være fair er ligegyldigt, for han hader mig alligevel.
Jeg ånder lettet op og smiler forsigtigt for første gang i lang tid.

tirsdag den 7. februar 2017

Mit trygge skalkeskjul

Københavns singlepige er blevet gift
Det rammer virkelig hårdt, når det går op for en
At ens tidligere liv er forbi
Det er ikke en dårlig følelse, men dog meget intens
Dette digt burde være skrevet for længe siden
Dengang kontoen altid var i minus
Og man regnede baglæns
For at finde ud af hvor mange penge man havde
Før kassekreditten var trukket til maks.
Dengang frygten for at være to stadig eksisterede.
Dengang digtene kunne være sande
De digte som giver sig ud for at være hudløst ærlige
Men som i bund og grund var et skalkeskjul
Som så meget andet på det tidspunkt.
Trangen til at skille sig ud er stadig limet til min skygge
Og jeg knuger mig til den
Som var den en sidste påmindelse om den jeg var

Jeg fjerner mit påklistrede smil og kravler ind til den mand
Som kender pigen bag digtene

lørdag den 2. juli 2016

Baldo

Nostalgien er altid lige om hjørnet,
indimellem rammer det mig, og jeg kan
ikke holde tårerne tilbage. Du
lukkede mig ind
og lod mig blive en del af din familie

Vise, barnlige betragtninger fylder rummet
og jeg tørrer hurtigt følsomheden væk
Du kigger på mig med dine naive, lyseblå øjne
og med ét er det mig, der ikke forstår

Insisterende forsøger du at forklare mig
at der er eventyr i os alle sammen
Din indsigt er ikke altid
i overensstemmelse med din unge alder
Jeg knuger dig stolt ind til mig

Du legede dig ind i mit selvoptagede liv
lærte mig om kærlighed
Du tog mig i hånden
og kastede dig hovedkuls ind i mit hjerte

Savnet kan sommetider bliver overvældende
selvom jeg ved, du er hjemme igen om lidt
Jeg vifter tanken væk
og kysser dig i håret

Mit liv havde ikke været det samme uden dig
Jeg vil altid være lige ved siden af dig

Du kysser mig godnat
og efterlader mig alene med mine tanker

Jeg mindes at sidde i en fyldt HT-bus
og køre forbi mit tidligere liv
En velkendt mand jeg aldrig har talt med
spørger hvad jeg flygter fra
og det går atter op for mig
at jeg ikke er på vej væk

Du er krævende og vidunderlig
Du er mit eventyr
mit brogede regnebuebarn

torsdag den 16. juni 2016

En sædvanlig enestående aften

Månens stråler oplyser vores lejlighed
og jeg stjæler et forsigtigt glimt
Du er forelsket
ligesom mig
og for første gang i mit liv
er dette ikke modsætninger

Vi ænser ikke den spildte vin på bordet,
deler i stedet en cigaret i stilhed
Du ser mig tegne mine tanker i luften
beder mig drillende om at forklare

Du siger jeg er en gøgler af Guds nåde
mens du kysser mig i håret
Dit krøllede smil og dit brændende blik
gør mig rundtosset
som første gang jeg mødte dig
Jeg lader min hånd strejfe dit bryst
da mine øjne fyldes
af en altoverskyggende taknemmelighed

Du morer dig over
at afklippede tånegle og hjørnesofaer
næsten har samme form
Jeg bliver betaget af din barnlige glæde
mens du dansende citerer Chicagos toner

Jeg lærte at holde af en verden, jeg ikke forstod
takket være dig
Skræmmes ved tanken om at miste
knuger din hånd lidt tættere

Du er faldet omkuld på sofaen
og jeg betragter dig kærligt
Din sagte vejrtrækning gør mig tryg
og jeg lader min tanker strejfe omkring

Det er ikke længere let at skrive
Måske er skriveglæden forsvundet med bitterheden
Jeg har ellers altid følt mig mest hjemme
i en digtes lejlighed
Nu handler drømmene
om døre skjult bag klædeskabe
og en fælles køkkenhave

Jeg blinker svagt, da solens første stråler
rammer mit ansigt
Mit hoved hviler på dit bryst
og min krop er viklet ind i dine arme

Inden jeg lægger mig til at sove igen,
kravler jeg tættere ind til dig
Jeg bliver stadig rørt over din hengivenhed
selvom jeg har været din længe
Jeg kysser din hals
og hvisker et kælent og oprigtigt "tak"

tirsdag den 2. februar 2016

Frygten for at finde sig selv


Skriverierne kommer ikke til mig så ofte som før,

min muse er sporløst forsvundet

tegninger bliver ikke til mere end et blankt stykke papir.



Om tilgivelse og mangel på jalousi,

om et nyt liv uden tid til det man begærer.

Erkendelsen af at livet kun er arbejde og fritid.

Alt det jeg frygtede og som jeg nu elsker.



At se en man engang kendte

blive både tryg og skræmt over deres nye tilværelse.

At ønske at være alle steder, mens man forsvinder.


At kigge på manden ved siden af sig og fyldes med en god frygt.

At vide hvor man hører til

kan være virkelig skræmmende.