torsdag den 13. december 2018

At finde sit nye jeg


Mit nye nabolag har taget blandet i mod mig,
men den velkendte uvished byder mig troligt velkommen.
Jeg begynder så småt at kunne fornemme mig selv igen
og mit smil er blevet bredere i takt med kulden udenfor.
Det sidste år har sat sine spor og intet er, som jeg forlod det.

Vinglasset finder vej til mine læber,
jeg nyder forventningen om en kommende beruselse.
Jeg håber ikke, at skumringspoeten nogensinde forlader mig,
hun er den eneste, jeg stoler på.

Som en sensitiv kriger rejser jeg mig igen.
For hver gang gløder lidenskaben en smule mere
og kamplysten vækkes.

Selvstændig samvittighed


Jeg stjal håbet i dine øjne,
det gløder nu i mine hænder.
Du var aldrig mere end underholdende tidsfordriv.
Jeg er oprigtig ked af,
at du blev fanget i mit spind af uforbeholden selvstændighed.
Jeg har altid været en smule socialbesværlig,
men jeg advarede dig dog.

Min ironiske distance var ikke en rolle jeg påtog mig
for at fremstå mere interessant.
Hvordan skulle jeg vide
At det netop var det, du længtes efter?

Jeg kigger stadig op mod din lejlighed
når jeg er i din del af byen.
Håber at jeg støder ind i dig en dag,
og du da vil sende mig et af dine hjertevarme smil
Forsikre mig om, at jeg ikke er lige så hæslig
som jeg føler mig.



Farveblind og fornyet


Han spørger ikke til min fortid,
og en indestængt lettelse forlader mine lunger.
Det er måske den pause, jeg har brug for.
Slipper for at identificere mig med den, jeg engang var
og som jeg på mange måder stadig leder efter.

Vi sidder på en bodega i nærheden af mit gamle liv.
På trods af en frygt for et rende ind i gammel historie,
får han mig til at sænke paraderne
og glemme den verden, jeg normalt er så god til
at tage stilling til.
En smule salonberuset får jeg øjenkontakt med ham.
Med sin jyske dialekt
tryllebinder han mig
med fortællinger
jeg ikke før har hørt.
Jeg bemærker først nu hans barylergrønne øjne
og interessen for hans væsen stiger
ligesom røgen i lokalet.
Trygheden ved hans nærvær forundrer mig.

Jeg skal ikke gøre mig umage
for at virke interessant
og jeg har måtte sande, at min kækhed er spildt på ham.
Da han spørger, om vi skal slutte aftenen hos mig
er mine lyster for længst vakt
og et veltilfreds smil breder sig på mine læber.

Da han dagen efter forsvinder ud ad døren,
trækker jeg mageligt dynen op om min nøgne krop.
Han er et dejligt voksent afbræk i en verden af ansvar.


mandag den 26. februar 2018

Min evindelige samvittighed


Jeg kan ikke falde til ro
Skyggerne i min lejlighed danser rundt
og blotter deres tænder
De kommer faretruende tæt på
og jeg tænder lyset

De overfalder mig
når jeg sænker paraderne.
Jeg har brug for at bygge mit skjold op igen
Det krakelerer hver gang
minderne trænger sig på

For mit indre blik tegner sig en skæv cirkel,
indersiden plastret til med livsstilsmagasiner
for at dække sprækkerne.
Sociale tømmermænd er de sværeste
at komme sig over

Jeg rejser mig og åbner vinduet
Håbet om at den friske natteluft
kan jage samvittigheden væk
forsvinder i det sekund
natten rammer mit ansigt

Han har forsøgt sig som champagnesocialist
Men som alt andet i hans liv
fejlede det.
Opfordringen til at tilgive ham
får mit sind til at ulme.

Angsten sidder stadig lige under min hud
Jeg stirrede djævelen lige i øjnene
og hun blinkede først.
Jeg er udmattet efter kampen
og synker stille sammen i min seng igen.

Jeg minder mig selv om
at de største personligheder har mange ar
og håber på jeg snart er ved at nå min kvote
af naturlige tatoveringer.

lørdag den 24. februar 2018

Mødet med en gammel fantasi


Jeg besluttede at opsøge dig.
Endnu en velovervejet irrationel beslutning fra min side.

Dit svar lader vente på sig
Jeg ved godt den tid for længst er forbi.
Portrætterne på mine negle virker pludselig så snaksalige.
Jeg bestemmer mig for at fordrive tiden med en gammel bekendt.

Jeg slentrer langs søerne og smiler betaget af
din lydløse afvisning.

Når jeg ikke er opmærksom tager tankerne mig med
tilbage til en tid hvor jeg kunne være mig selv
og være glad samtidig.

Selv i min forestilling er gensynet mærkbart forandret
din lejlighed dufter anderledes end jeg husker
og din øjenfarve er forandret.
Jeg følges lidt med englen gennem stuen
og beslutter mig for at vende hjem igen.

Den mand jeg har skrevet mest om,
er ikke ham, jeg har kendt længst.
Faktisk var du et ganske kort bekendtskab.
Jeg har kun elsket én mand og det var ikke dig,
selvom jeg tror, du ønskede det.

Du var mit snevejr i juni
Det friske pust, der holdt mig vågen
En saxofonsolo der begejstrede
og som jeg i en periode hørte på repeat

Jeg ved ikke, hvad du betød for mig,
men jeg tror du var min engang.

Det her er min undskyldning og min tilgivelse.


lørdag den 20. januar 2018

Frigørelsen fra sig selv

Hans sagte snorken trækker mig forsigtigt ud af drømmenes trygge favn. Hans ansigt ligger på gulvet ved siden af og smiler til mig.
Går ud på badeværelset for at skylle naiviteten af mig. Er lige ved at blive genkendt i spejlet, men når at dukke mig. Heldigvis.

Jeg sætter mig i køkkenet, tænder en cigaret og drikker resterne af hans vin.
Jeg var gravid engang, men var ikke klar. Lysten kom aldrig tilbage.
Det var alligevel nok mest for mindernes skyld.

Vinduet står på klem og den sagte brise, blæser mine forsøg på at flygte tilbage.
Kigger over mod døren og ænser ikke tåren, der triller ned af min kind.
Jeg savner ensomheden, men lader som om for hans skyld.

Jeg har tabt min maske og kan ikke længere få luft.
Da jeg tager min jakke i entreen, kaster jeg et sidste blik på den tosomhed, jeg så omhyggeligt har viklet mig selv ind i.

Visheden tager pusten fra mig og jeg synker sammen i det sekund, jeg træder ud i natten.
Landskabet i Københavns asfalt smyger sig om mig, og jeg er ikke længere alene.
Det kræver al min styrke at genvinde fodfæstet.

Jeg genkender de to triste skæbner, som ved et tilfælde mødes i metroen.
Jeg er stadig den lille, ubetydelige kommentar, der hægter sig fast i mundvigen.
Forsøget på at være fair er ligegyldigt, for han hader mig alligevel.
Jeg ånder lettet op og smiler forsigtigt for første gang i lang tid.

tirsdag den 7. februar 2017

Mit trygge skalkeskjul

Københavns singlepige er blevet gift
Det rammer virkelig hårdt, når det går op for en
At ens tidligere liv er forbi
Det er ikke en dårlig følelse, men dog meget intens
Dette digt burde være skrevet for længe siden
Dengang kontoen altid var i minus
Og man regnede baglæns
For at finde ud af hvor mange penge man havde
Før kassekreditten var trukket til maks.
Dengang frygten for at være to stadig eksisterede.
Dengang digtene kunne være sande
De digte som giver sig ud for at være hudløst ærlige
Men som i bund og grund var et skalkeskjul
Som så meget andet på det tidspunkt.
Trangen til at skille sig ud er stadig limet til min skygge
Og jeg knuger mig til den
Som var den en sidste påmindelse om den jeg var

Jeg fjerner mit påklistrede smil og kravler ind til den mand
Som kender pigen bag digtene