torsdag den 1. november 2012

Et ærbødigt fundament


Én deler Hun rødvin
cigaretter og sene stunder med
hun minder Hende om
at livet er en
legeplads

Én dukker op
fra fortidens gemmer
og husker Hende på
hvorfor de var bedste venner
engang

Én stjæler natten
og får mørke øjeblikke
til at forsvinde
hun kender Hendes dybeste
hemmeligheder

Én har efterladt Hende
men er altid i Hendes tanker
hun er den ældste
og mest trofaste
veninde

Én træder altid til
når Hun mindst forventer det
han lytter til både
triste og underholdende
fortællinger

Én fascinerer Hende
med filosofiske betragtninger
og får Hende til at føle
at Hun hører til et
sted

Én er hjælpsom
og charmerende omsorgsfuld
han støtter Hende
og sætter Hende på plads når det
behøves

Alle har de været en vigtig del
af Hendes turbulente liv
og på trods af Hendes hvisken
skimter de den ydmyge
taknemlighed