Frigørelsen fra sig selv

Hans sagte snorken trækker mig forsigtigt ud af drømmenes trygge favn. Hans ansigt ligger på gulvet ved siden af og smiler til mig.
Går ud på badeværelset for at skylle naiviteten af mig. Er lige ved at blive genkendt i spejlet, men når at dukke mig. Heldigvis.

Jeg sætter mig i køkkenet, tænder en cigaret og drikker resterne af hans vin.
Jeg var gravid engang, men var ikke klar. Lysten kom aldrig tilbage.
Det var alligevel nok mest for mindernes skyld.

Vinduet står på klem og den sagte brise, blæser mine forsøg på at flygte tilbage.
Kigger over mod døren og ænser ikke tåren, der triller ned af min kind.
Jeg savner ensomheden, men lader som om for hans skyld.

Jeg har tabt min maske og kan ikke længere få luft.
Da jeg tager min jakke i entreen, kaster jeg et sidste blik på den tosomhed, jeg så omhyggeligt har viklet mig selv ind i.

Visheden tager pusten fra mig og jeg synker sammen i det sekund, jeg træder ud i natten.
Landskabet i Københavns asfalt smyger sig om mig, og jeg er ikke længere alene.
Det kræver al min styrke at genvinde fodfæstet.

Jeg genkender de to triste skæbner, som ved et tilfælde mødes i metroen.
Jeg er stadig den lille, ubetydelige kommentar, der hægter sig fast i mundvigen.
Forsøget på at være fair er ligegyldigt, for han hader mig alligevel.
Jeg ånder lettet op og smiler forsigtigt for første gang i lang tid.