Mit nye nabolag har taget
blandet i mod mig,
men den velkendte uvished
byder mig troligt velkommen.
Jeg begynder så småt at
kunne fornemme mig selv igen
og mit smil er blevet
bredere i takt med kulden udenfor.
Det sidste år har sat sine
spor og intet er, som jeg forlod det.
Vinglasset finder vej til
mine læber,
jeg nyder forventningen om
en kommende beruselse.
Jeg håber ikke, at skumringspoeten
nogensinde forlader mig,
hun er den eneste, jeg
stoler på.
Som en sensitiv kriger
rejser jeg mig igen.
For hver gang gløder lidenskaben
en smule mere
og kamplysten vækkes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar