mandag den 20. februar 2012

En nylig forelskelse

En salig fornemmelse i kroppen
da jeg stiger ind i toget.
Nostalgien er overvældende.
Jylland har taget godt i mod mig.

Et møde med fortiden jeg ikke ville have været foruden
nye bekendtskaber jeg agter at se igen.
Måske de kan lokkes til min by?
Solen virker gladere i dag
mit humør er også højere end det plejer.

En midnatsbeundrer strejfer mine tanker.
En usynlig hånd på min lænd
nogen passer på mig.
Jeg er tryg.

Vinteren har så småt givet op
foråret gør sit indtog.
En usmagelig følelse af lykke breder sig i min krop.
Måske det er mine tømmermænd
der vil gøre opmærksom på sig selv.

En by med en mørk side, jeg først lige er blevet bekendt med.
En skjult historie om byens sande identitet
farer man ikke ved eksisterer.
Nu er hemmeligheden sluppet ud.

Solens stråler aer min kind.
En trang til at skrive får blyanten til at danse henover papiret.
Jeg har ikke evnen til at stoppe.

Tænker på kærlighed. Væmmes.
Tænker på forelskelse. Forundres.
Forventninger tynger begge fænomener
måske de bliver tillagt for meget?

Måske er forelskelse ikke
den vanvittige sindstilstand man snakker om.
Måske er forelskelse
et enkelt øjebliks fascination
der somme tider strækker sig over længere tid.

Jeg tror jeg i dette sekund er forelsket.
Forelsket i Jylland.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar