søndag den 18. marts 2012

Fortidens fatamorgana

Han har det samme blik,
når han kigger i mine øjne
som jeg får, når jeg fanger dit blik
Et ungt og friskt pust
som jeg formentlig ikke kan håndtere
Et smil der gør mine øjne smukkere
Øjne, som hverken er åbne eller lukkede

En syndig start på dagen
efterfulgt af en beroligende sitren
Drømmescenarier blæser ud af det åbne vindue
Tankestrømmen standses brat af
daglige forpligtelser

Han tager nervøst min hånd
Jeg smiler og mener det
Tankerne tvinges til at være hos ham
og jeg nyder det for en stund
Forvirres af hans ærlige forsøg
Hvis bare han var en anden
ville det måske gå

Tænder en cigaret
stjæler et uopmærksomt øjeblik
Hans afdæmpede attitude af galante vendinger
flossede smil og gådefulde tilnærmelser
fastholder min fascination

Faresignal der runger for mit indre
i heftig diskussion med mit naive verdenssyn
På trods af falske advarsler
har han set mig og forstået mine drømme
Hvorfor er det ikke nok?

1000 finurlige skyggebilleder bag mine øjenlåg
Jeg skriver et digt, og hælder ordene ud i vasken
Det ender alligevel med, at jeg kysser ham
når han beder mig om det

søndag den 11. marts 2012

Årstidernes invasion

Jeg elsker København om foråret..
Smilet man kun sender til en, man aldrig ser igen
Entusiastiske velgørenheds-forkæmpere
Holde øjenkontakten med en fremmed
Tre menneskers ordløse diskussion
Manden med den hjertenære latter
Parret med de irriterende næser
Kigge op når jeg går på Strøget
Nyde et ensomt cafébesøg
Stå på ét ben i metroen
Gademusikanter
Regnvåde gader
Duften


Jeg elsker København om sommeren..
Forventningens glæde til Københavns natteliv
Somersby og den liflige smag af beruselse
Cigaretter, rødvin og hverdagsfilosofi
Forsøget på at overgå dagen før
Jagten på det uundværlige sus
Forsvundne bekymringer
Skyernes rolige færd
Henslængt i en park
Forelskelsen
Fødselsdag
Bare tæer
Glæde


Jeg elsker København om efteråret..
Kuldens påmindelse om min tilstedeværelse
Falde i søvn med gardinerne trukket fra
Småfjollede spadsereture om Søerne
Øjne man har savnet at forsvinde i
Genopdaget barndomsfascination
Stearinlysets venlige blafren
Et foretrukket tilholdssted
Regnbuer på nattehimlen
Røg fra en vandpibecafé
En ny begyndelse
Vinden i håret
Fuldmåne


Jeg elsker København om vinteren..
Den søde smag af Tivolis lune spanskrør
En overraskende, længe ventet besked
Musik der får følelserne til at boble
En følelse af at være taknemmelig
Lyden af sne under mine fødder
Manglen på vintergækker
Duften af fyrværkeri
Hvide dynger af ro
Frosne vinterkys
Et mildt afsavn
Familieidyl
Huer

torsdag den 1. marts 2012

Min afsked til de knitrende lagner

Småberuset og fornøjet
slentrer den kække blondine
mod salige strøg og opmærksomhed.
Jeg glæder mig til at se dig
og dine knitrende lagner

Lysten forsvinder
søvnen tager over.
Jeg sover så forfærdelig rart
op ad dit bryst

Forskellige forventninger
gennemsyrer lokalet.
Jeg orker ikke at ænse det
læg dig til at sov, ved siden af mig

Du virker fjern
spørger mig om fortiden
ubevidst hiver du erindringens spøgelser
med i seng

Jeg svarer det du frygter mest
det går op for dig, det er alvor.
Mine følelser er flossede
I nat smuldrer de langsomt

Med lange ord
jeg ikke kan udtale
griber du efter din guitar.
Forsøger at spille mig tilbage

Forhænget svajer stadig let
fra da du gik.
Måske jeg brød et kodeks
jeg ikke kender til

Et sidste blik i spejlet før
jeg lukker døren bag mig.
Beslutter mig, er klar over
det var sidste gang jeg oplevede
dine knitrende lagner

mandag den 27. februar 2012

Forbandet og forvirret

Jeg ved godt jeg ikke kan tillade mig
at mangle dig
ville ønske du kunne se bag facaden
bare i aften
Hold mig tæt
selvom jeg beder dig om at gå

Jeg ved godt at jeg har sat grænser
de gælder også normalt
ville ønske du bad mig tie stille
bare i aften
Hold mig tæt
og fortæl mig at alt bliver okay igen

Jeg ved godt at jeg var den der skuffede
at du havde forberedt et måltid
ville ønske du ikke var så betænksom
bare i aften
Hold mig tæt
men lad vær at imponere mig

Jeg ved godt at jeg var lidt for ivrig
at jeg måske skræmte dig
ville ønske du kunne glemme lørdag nat
bare i aften
Hold mig tæt
og kys mig i håret

Jeg ved godt at jeg var lidt for hård
men det var nødvendigt
ville ønske du ikke havde de tanker
bare i aften
Hold mig tæt
selvom jeg ikke kan slippe kontrollen

Jeg ved godt at du er en fantastisk fyr
det så jeg fra første sekund
ville ønske du forstod mig
bare i aften
Hold mig tæt
i morgen skal du atter lade mig gå

søndag den 26. februar 2012

Nyder nu'et

Smiler af dine tusind fortællinger
intetanende om at de betager mig
langt mere end først antaget. Lader mig opsluge
af dit nærvær og dine kærlige berøringer. Et
saligt suk - jeg beundrer nu'et..

Virvarets tankespind

Trygheden ved at lægge mig
i dine arme.
Den ømhed jeg frygtede,
fordi jeg ved det må ende.

Jeg bliver draget af ærligheden
i dine fortællinger.
Sårbarheden i din stemme,
får mig til at kravle tættere ind til dig.
Jeg smiler,
da jeg fanger dit blik.

Du varsler et ønske om mere.
Jeg forsøger at forklare.
Forførende sætter du mine tanker i skak,
og fylder mit sind med tåbelige idéer om lykke.

Skuffelsen over ikke at se dig
i nat.
Jeg savner dig,
selvom jeg ved det er misvisende.
Det er mine regler,
vi spiller efter.

Mon du også kommer til at ligge
som en såret efterladt på min vej
mod uvisheden?
Jeg vader ind og ud af følelser
uden omtanke for mennesket bag.

Forelskelse er ikke min stil.
Jeg bliver dog ofte betaget
af skæve eksistenser.

Du er på vej under min hud.
Hold dig væk.
Lad vær med at hold af mig,
det kommer der ikke noget godt ud af.
Du bliver såret,
som så mange andre er blevet det
før dig.

Du overvurderer dig selv,
hvis du tror du kan få mig til at
tro på kærligheden igen.

Lyt til mit råd,
hold dine følelser tæt,
når du er i min nærhed.
Jeg vil trampe på dem.
Ikke af ondskab,
men af natur.

Du bliver endnu et bytte.
Endnu en streg i min bog.
Nu er du advaret.

tirsdag den 21. februar 2012

På grund af dig

På Vesterbro
på druk
på jagt

Fortiden er glemt i skæret fra en øl
Fremtidens minder trænger sig på
en diskussion om
lugten af børn
og brændte broer

Glæder mig over stadig
at kunne overraske
Hun forstår mine lydløse konklusioner
Vi smiler ved tanken om overskredne grænser
og jeg ænser
tilgivelsens sarte blik

Indforståethed og gamle anekdoter
rammer vores bord
med usvigelig præcision
Klokken er mange
forpligtelserne viser sit forlegne ansigt

Kulden river mine fortællinger
fra hinanden
og efterlader en massiv stilhed
Det er heldigvis ikke akavet
selvom vi ikke kender hinanden så godt

Hun er min tvilling, min blondine, 
en uundværlig støtte
selv når jeg ikke opdager det
Jeg passer på hende
om hun vil det eller ej

Sneen lægger sig på min jakke
smelter inden jeg når at tælle
Nye erkendelser og midnatsfilosofi
Hun forlader mig med et smil og
jeg er atter alene

På Vesterbro
på druk
på jagt