Jeg kigger ud af det snavsede vindue
og forstyrres af en fugls kvidren.
Træet svajer majestætisk i vinden,
stråler af selvtillid.
De virker så lykkelige
træet og hende.
De danser sensuelt i skæret fra månen.
Det er deprimerende at være vidne til.
Da hun forlader ham
falder bladene langsomt til jorden.
Uvejret efterlader ham sårbar
og rødderne giver hurtigt op.
Han ramler, men i stilhed
og jeg ånder tynget op.
Han ænser ikke verden,
men lader sig modvilligt drive mod strømmen.
Magtesløs og uden formål,
er hans tidligere stolthed overmandet i mørket.
Eksistensen af hans territorium er forsvundet
og hans eneste instinkt er overlevelse.
Jeg iagttager utålmodigt,
mens røgens usmagelige sødme svier i mine øjne.
En blid berøring
river mig ud af mine hjemsøgte minder.
Jeg vender mig om,
og hans kække smil
får mig til at fortrænge.
Han hiver mig forsigtigt ind til sig,
og jeg skimter fuglen på den anden side af ruden.
Da han kysser min hals,
beslutter jeg mig endelig.
Med et smil på læberne,
lukker jeg månen ude.
Jeg lader træpersiennerne skjule minderne i nat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar