Baldo

Nostalgien er altid lige om hjørnet,
indimellem rammer det mig, og jeg kan
ikke holde tårerne tilbage. Du
lukkede mig ind
og lod mig blive en del af din familie

Vise, barnlige betragtninger fylder rummet
og jeg tørrer hurtigt følsomheden væk
Du kigger på mig med dine naive, lyseblå øjne
og med ét er det mig, der ikke forstår

Insisterende forsøger du at forklare mig
at der er eventyr i os alle sammen
Din indsigt er ikke altid
i overensstemmelse med din unge alder
Jeg knuger dig stolt ind til mig

Du legede dig ind i mit selvoptagede liv
lærte mig om kærlighed
Du tog mig i hånden
og kastede dig hovedkuls ind i mit hjerte

Savnet kan sommetider bliver overvældende
selvom jeg ved, du er hjemme igen om lidt
Jeg vifter tanken væk
og kysser dig i håret

Mit liv havde ikke været det samme uden dig
Jeg vil altid være lige ved siden af dig

Du kysser mig godnat
og efterlader mig alene med mine tanker

Jeg mindes at sidde i en fyldt HT-bus
og køre forbi mit tidligere liv
En velkendt mand jeg aldrig har talt med
spørger hvad jeg flygter fra
og det går atter op for mig
at jeg ikke er på vej væk

Du er krævende og vidunderlig
Du er mit eventyr
mit brogede regnebuebarn

En sædvanlig enestående aften

Månens stråler oplyser vores lejlighed
og jeg stjæler et forsigtigt glimt
Du er forelsket
ligesom mig
og for første gang i mit liv
er dette ikke modsætninger

Vi ænser ikke den spildte vin på bordet,
deler i stedet en cigaret i stilhed
Du ser mig tegne mine tanker i luften
beder mig drillende om at forklare

Du siger jeg er en gøgler af Guds nåde
mens du kysser mig i håret
Dit krøllede smil og dit brændende blik
gør mig rundtosset
som første gang jeg mødte dig
Jeg lader min hånd strejfe dit bryst
da mine øjne fyldes
af en altoverskyggende taknemmelighed

Du morer dig over
at afklippede tånegle og hjørnesofaer
næsten har samme form
Jeg bliver betaget af din barnlige glæde
mens du dansende citerer Chicagos toner

Jeg lærte at holde af en verden, jeg ikke forstod
takket være dig
Skræmmes ved tanken om at miste
knuger din hånd lidt tættere

Du er faldet omkuld på sofaen
og jeg betragter dig kærligt
Din sagte vejrtrækning gør mig tryg
og jeg lader min tanker strejfe omkring

Det er ikke længere let at skrive
Måske er skriveglæden forsvundet med bitterheden
Jeg har ellers altid følt mig mest hjemme
i en digters lejlighed
Nu handler drømmene
om døre skjult bag klædeskabe
og en fælles køkkenhave

Jeg blinker svagt, da solens første stråler
rammer mit ansigt
Mit hoved hviler på dit bryst
og min krop er viklet ind i dine arme

Inden jeg lægger mig til at sove igen,
kravler jeg tættere ind til dig
Jeg bliver stadig rørt over din hengivenhed
selvom jeg har været din længe
Jeg kysser din hals
og hvisker et kælent og oprigtigt "tak"

Frygten for at finde sig selv

Skriverierne kommer ikke til mig så ofte som før,

min muse er sporløst forsvundet

tegninger bliver ikke til mere end et blankt stykke papir.

Om tilgivelse og mangel på jalousi,

om et nyt liv uden tid til det man begærer.

Erkendelsen af at livet kun er arbejde og fritid.

Alt det jeg frygtede og som jeg nu elsker.

At se en man engang kendte

blive både tryg og skræmt over deres nye tilværelse.

At ønske at være alle steder, mens man forsvinder.

At kigge på manden ved siden af sig og fyldes med en god frygt.

At vide hvor man hører til

kan være virkelig skræmmende. 

Iagttagelsens ansigt

Jeg kigger ud af det snavsede vindue
og forstyrres af en fugls kvidren.
Træet svajer majestætisk i vinden,
stråler af selvtillid.
De virker så lykkelige
træet og hende.
De danser sensuelt i skæret fra månen.
Det er deprimerende at være vidne til.


Da hun forlader ham
falder bladene langsomt til jorden.
Uvejret efterlader ham sårbar
og rødderne giver hurtigt op.
Han ramler, men i stilhed
og jeg ånder tynget op.


Han ænser ikke verden,
men lader sig modvilligt drive mod strømmen.
Magtesløs og uden formål,
er hans tidligere stolthed overmandet i mørket.
Eksistensen af hans territorium er forsvundet
og hans eneste instinkt er overlevelse.
Jeg iagttager utålmodigt,
mens røgens usmagelige sødme svier i mine øjne.


En blid berøring
river mig ud af mine hjemsøgte minder.
Jeg vender mig om,
og hans kække smil
får mig til at fortrænge.
Han hiver mig forsigtigt ind til sig,
og jeg skimter fuglen på den anden side af ruden.


Da han kysser min hals,
beslutter jeg mig endelig.
Med et smil på læberne,
lukker jeg månen ude.
Jeg lader træpersiennerne skjule minderne i nat.