tirsdag den 15. december 2020

Latter fra mørket

Mørket har endnu engang vist sit ansigt 

Jeg husker hende tydeligt fra tidligere 

Hun griner højlydt ved gensynet 

og lægger en hånd på hans bryst

mens hun fastholder mine øjne


Hun bruger lang tid på at fæstne snorene 

nynner en ukendt melodi i mens

Danser om ham

men slipper ikke mig af syne et enkelt sekund

Da hun er færdig vender hun ryggen til mig


Jeg kan ikke længere genkende ham

Øjnene har ændret farve

hans hud er mere ru

Bevægelserne er langsommere 

og smilet er ikke hans


Hendes forførende berøringer fastholder ham

Jeg kan se hendes tunge danse bag tænderne

da hun presser sig ind til ham

mens hun hvisker tæt ved hans øre

Ekkoet af hendes ord blander sig med hans stemme


Jeg troede, jeg havde kappet båndet

At det altopslidende opgør

ville være det sidste jeg så til hende

Men her står hun igen, stærkere end før

uden intention om at slippe grebet i ham


Hun rækker ud efter mig

den kolde berøring får mig til at falde sammen

Han kigger ned på mig med hendes blik

Det kølige lys i værelset

lægger sig tæt om mig


De følelser som før har forsvaret mig

vender sig nu mod mig med fortvivlede blikke

Jeg forsøger at passe på dem 

men de flygter ned af mine kinder

og rammer det hårde stengulv


Jeg kigger op på hende

med nederlagets kappe over ryggen

men hun er ikke længere i rummet

Snorene ligger afklippede for hans fødder

og hans ømhed tager min hånd 


Han trækker mig ind til sig

mærker kulden forsvinde fra hans krop

Fylder mine tanker med kys og undskyldninger

mens jeg forsigtigt smiler til mig selv 

De tilbagevendende følelser er atter på vagt

Jeg ved, hun er et sted i nærheden

Ingen kommentarer:

Send en kommentar