Sender flygtige tanker ud af det åbne vindue
Fortiden er solidt plantet under hendes fødder
mens fremtiden hviler sårbart i de spinkle hænder.
Endnu en gang er hun på usikker grund
og den vante følelse af tryghed
glimter for hendes øjne.
Jeg aer hendes bange anelser
smiler akavet til hende
og skåler med alle omkring os.
Hendes blik flakker tålmodigt
og jeg genkender følelsen af frygt
Jeg passer på hende så godt jeg kan.
Hvis jeg bare kunne formulere den ro
jeg så gerne vil vikle om hende
så undgår hun de nederlag jeg har haft.
Ønsket om at gøre det anstændige
er filtret ind i røgen fra mine cigaretter
Hun vifter gode råd væk med et glimt i øjet.
Jeg glemmer hende ofte
hun dukker altid op når presset bliver for stort
og min samvittighed flænses stille.
Ønsket om at tage sig bedre af hende
forsvinder i en rus af flirt og alkohol
Jeg lover at gøre det bedre næste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar