torsdag den 12. april 2012

Storbyens forførende flirt

Hun stopper op i døråbningen
har svært ved at genkende sit hjem
Hovedet er fyldt med tanker om et nyt smil
og hun ænser ikke sedlen på natbordet
Forårets stråler afslører en plet på gulvet
Hun ånder lettet op

Hvordan kan det være hun altid farer vild
i en storby fyldt med fristelser
Hendes prioriteter er misfarvede
af røgen fra en pakke Blå Kings
Uret på væggen er gået i stå
og tankerne fører hende tilbage til natten før

Hendes frihed er på ubestemt tid
om lidt vil hverdagen blot være et minde
Hun sætter sig modløs på gulvet
reagerer på lyden fra sin lomme
En sms minder hende om
at alt er som det plejer

onsdag den 11. april 2012

For travl og fortabt

Sidder i en sofa
filosoferer over andres liv
Smiler ved tanken om fire mennesker
hvis tilstedeværelse kan redde alle dage

Min selvoptagethed løber i cirkler
Hvis mit liv var en bog, ville jeg udgive den.

Vrænger ansigt af forelskede cykler i S-toget
Føler mig utilstrækkelig
Du har ret
Det er svært at være gudinde med en fyldt kalender

mandag den 2. april 2012

En nat med kollegieskøgen

på vej mod arbejde med sex i håret
der kom han med sine naive idéer om verden
og sin drengede charme

funderer over beskrivende ord
vender tankerne på vrangen
men kommer i stedet til at tænke på ligegyldigheder

metroens hvæsen flyder ud i mængden af mennesker
fascinationen i gårsdagens stemme
hiver smilet frem

hans unge sind leger med ham
jeg trækker på skulderen
og tørrer skuffelsen væk

husker mig selv på forventningen
glæder mig over det uforpligtende
beder ham komme forbi i nat

søndag den 1. april 2012

Fornuftens helhjertede forsøg

Smilende
Smider tøjet på sengen
Danser til musik

Petitesserne danser om ørene på mig
Knivstikker-kvarterets nye kjole
Smyger sig listigt om byen

Hænger tankerne på krogen ved døren
Har brug for søvn i nat
Jeg inviterer dig ikke forbi
Af samme grund

søndag den 18. marts 2012

Fortidens fatamorgana

Han har det samme blik,
når han kigger i mine øjne
som jeg får, når jeg fanger dit blik
Et ungt og friskt pust
som jeg formentlig ikke kan håndtere
Et smil der gør mine øjne smukkere
Øjne, som hverken er åbne eller lukkede

En syndig start på dagen
efterfulgt af en beroligende sitren
Drømmescenarier blæser ud af det åbne vindue
Tankestrømmen standses brat af
daglige forpligtelser

Han tager nervøst min hånd
Jeg smiler og mener det
Tankerne tvinges til at være hos ham
og jeg nyder det for en stund
Forvirres af hans ærlige forsøg
Hvis bare han var en anden
ville det måske gå

Tænder en cigaret
stjæler et uopmærksomt øjeblik
Hans afdæmpede attitude af galante vendinger
flossede smil og gådefulde tilnærmelser
fastholder min fascination

Faresignal der runger for mit indre
i heftig diskussion med mit naive verdenssyn
På trods af falske advarsler
har han set mig og forstået mine drømme
Hvorfor er det ikke nok?

1000 finurlige skyggebilleder bag mine øjenlåg
Jeg skriver et digt, og hælder ordene ud i vasken
Det ender alligevel med, at jeg kysser ham
når han beder mig om det

søndag den 11. marts 2012

Årstidernes invasion

Jeg elsker København om foråret..
Smilet man kun sender til en, man aldrig ser igen
Entusiastiske velgørenheds-forkæmpere
Holde øjenkontakten med en fremmed
Tre menneskers ordløse diskussion
Manden med den hjertenære latter
Parret med de irriterende næser
Kigge op når jeg går på Strøget
Nyde et ensomt cafébesøg
Stå på ét ben i metroen
Gademusikanter
Regnvåde gader
Duften


Jeg elsker København om sommeren..
Forventningens glæde til Københavns natteliv
Somersby og den liflige smag af beruselse
Cigaretter, rødvin og hverdagsfilosofi
Forsøget på at overgå dagen før
Jagten på det uundværlige sus
Forsvundne bekymringer
Skyernes rolige færd
Henslængt i en park
Forelskelsen
Fødselsdag
Bare tæer
Glæde


Jeg elsker København om efteråret..
Kuldens påmindelse om min tilstedeværelse
Falde i søvn med gardinerne trukket fra
Småfjollede spadsereture om Søerne
Øjne man har savnet at forsvinde i
Genopdaget barndomsfascination
Stearinlysets venlige blafren
Et foretrukket tilholdssted
Regnbuer på nattehimlen
Røg fra en vandpibecafé
En ny begyndelse
Vinden i håret
Fuldmåne


Jeg elsker København om vinteren..
Den søde smag af Tivolis lune spanskrør
En overraskende, længe ventet besked
Musik der får følelserne til at boble
En følelse af at være taknemmelig
Lyden af sne under mine fødder
Manglen på vintergækker
Duften af fyrværkeri
Hvide dynger af ro
Frosne vinterkys
Et mildt afsavn
Familieidyl
Huer

torsdag den 1. marts 2012

Min afsked til de knitrende lagner

Småberuset og fornøjet
slentrer den kække blondine
mod salige strøg og opmærksomhed.
Jeg glæder mig til at se dig
og dine knitrende lagner

Lysten forsvinder
søvnen tager over.
Jeg sover så forfærdelig rart
op ad dit bryst

Forskellige forventninger
gennemsyrer lokalet.
Jeg orker ikke at ænse det
læg dig til at sov, ved siden af mig

Du virker fjern
spørger mig om fortiden
ubevidst hiver du erindringens spøgelser
med i seng

Jeg svarer det du frygter mest
det går op for dig, det er alvor.
Mine følelser er flossede
I nat smuldrer de langsomt

Med lange ord
jeg ikke kan udtale
griber du efter din guitar.
Forsøger at spille mig tilbage

Forhænget svajer stadig let
fra da du gik.
Måske jeg brød et kodeks
jeg ikke kender til

Et sidste blik i spejlet før
jeg lukker døren bag mig.
Beslutter mig, er klar over
det var sidste gang jeg oplevede
dine knitrende lagner