Ord fra uretfærdigheden

Jeg ved han lægger verden væk for en stund
For ikke også at miste sig selv
Virkeligheden skræmmer
selv i dagslys

Den smittende latter og lyset i hans øjne
Gør ham til en mand de fleste tror de kender
Nogle få udvalgte har fået et glimt
af hans sjæl

Han elsker at sidde alene
drømme og fantasere
Spille sig væk i en sang
Han altid har kendt

Lyden fra hans guitar kan stadig skimtes i afkrogene
Dem vi ikke længere må tale om
Tomheden sniger sig langs væggen
bange for at melde sin ankomst

Mere end nogensinde før
leder han efter sin melodi
Os der blev tilbage
leder efter en grund til at blive

Han har lært mig, at man først bliver lykkelig
Når man mister sig selv
Han gør op med højtideligheden
griber efter sin rygsæk

Jeg tænker tit på ham
På stunderne med Tom Waits
Jeg ved han på et tidspunkt vil finde
sin egen form for paradis

En ægte facade

Den forræderiske skygge
Den som hele tiden ligger på lur i baggrunden
og som ikke tøver med at angribe

Den man ikke ænser, men som ser sit snit,
når man nyder livet og det uforpligtende

Skyggen man stoler på, men af forkerte årsager
Natten som før har fungeret som en sjæleven og muse
viser sig nu fra sin værste side

Hun gør alt det uforudsigelige velkendt
og gerne med et slesk smil om munden

Hun udfordrer min tålmodighed
og indleder en diskussion mellem min forbandelse og min forløsning
kun for underholdningens skyld

Skruplerne har hun smidt ud
med cigaretskod og halvtomme rødvinsglas

Hun bruger al sin charme på at forføre ham
Ind i mellem kan jeg fastholde hans blik længe nok
til hun opgiver sin leg med hans følelser
men for det meste spiller hun spillet bedre end jeg

Lige nu venter jeg på den nat
hvor mørket snubler