En uvant erkendelse

Når hverdagen bliver intetsigende
nyder jeg Københavns forførende stilhed
og vinglassets beroligende kærtegn på mine læber

Jeg lukker øjnene et kort øjeblik
lytter til natten og hendes fortryllende fortællinger
bevidst om at min fantasi er hendes sandhed

Når nostalgien rammer mig hårdest
kravler jeg udmattet op i hans seng
Duften af ham danser stadig rundt i lejligheden

Længslen efter at han holder om mig
slår den vante uafhængighed omkuld
og efterlader en smilende og sårbar forundring

Min trofaste skepsis sniger sig ydmygt langs væggen
Hans charmerende ærlighed flirter med tvivlen
og min oprigtige tillid er svær at skjule

Indviklet i hans trøje glemmer jeg resten af verden
I mørket skjuler jeg mig for insisterende blikke
og værdsætter melodiens taknemmelige væsen

Mine parader krakelerer ved lyden af hans stemme
og jeg kan ikke længere skjule min interesse
Fascinationen blinker kækt til mig og afslører mine følelser

Erkendelsen af at jeg savner ham
ligger ubevægelig på den tomme plads ved siden af mig
Hans kærlige fravær synger vuggeviser til jeg falder i søvn

Mine flyvske tanker standser op i et øjeblik
følelsen af at være heldig opsluger mig og efterlader et smil på mine læber
inden drømmene atter overtager mit sind