Du, som aer min kind
i takt med min vejrtrækning,
er efterhånden blevet min allernærmeste.
Du venter på mig,
når jeg kommer hjem træt og udkørt,
holder om mig og giver mig varme.
Tørrer mine tårer væk
uden at stille spørgsmål.
Ligger tæt op ad mig,
til jeg falder i søvn,
for så at liste ned på gulvet
af frygt for at virke for omklamrende.
Når jeg vågner urolig midt om natten,
og har brug for dig,
beder jeg dig kravle op til mig igen.
Du adlyder blindt mine ord.
Hvis ikke du var min dyne,
var jeg nok blevet træt
af din hengivenhed
for længst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar