Hun tog mig i hånden for længe siden
førte mig udenom ilden
Da jorden åbnede sig
tog vi tilløb og hun holdt fast
Hendes udtryksløse blik fik mig igen på benene
Skjulte altid sit humør for mig
Vi var nøgne i Christianshavns kanal
da tårerne kom
Det var en del af hendes plan
Når andre forsøgte at tage min hånd
trak hun mig tættere til sig
Fik mig til at klemme hårdere om hendes lange fingre
Historierne blev mere livlige
Det var os og verden mod resten
Balancerede på opmærksomheden
fra dem der gad at kigge
Med lukkede øjne løb vi
gennem forventninger og blomsterbede
Indtil jeg snublede
Varmen i min hånd, da hun slap
kvalte skriget
Mine svage, følelsesløse fingre kærtegnede asfalten
Småstenenes skarpe kanter
rev hul på noget nyt
Et blåt blik
Fanget i friheden
Hans langsomme, målrettede skridt kyssede de gamle minder,
mens han nænsomt udskiftede hovedpersonen med tungen
Jeg vendte mig for et kort øjeblik
men da var hun allerede forsvundet
Nu smiler hun til mig fra skyggerne
